Nyhedsbrev juni 2026

Tak for en som sædvanlig velbesøgt generalforsamling. Det er rart for bestyrelsen at mærke opbakningen til det store arbejde. Bestyrelsen takker også for opbakningen til overvejelserne om at ændre serviceaftaler og leverandør på elevatorerne, et opgør der kan ende med ny serviceudbyder. Desuden er opbakningen til igangsættelse af elevator renovering og udskiftningen af energimålere vigtige for drift og sikkerhed. 

Referatet er udsendt, men skulle man have overset det, kan det findes på vores hjemmeside www.tuborgsundpark.dk, som netop er opdateret. Her findes også årsresultater, budget for indeværende år, samt både aktuelle og ældre nyhedsbreve og referater, samt mange gode råd og vejledninger.

Her lidt opdateringer på nogle få vigtige emner:

Fibernet

Fibernettet er nu i drift og installationsprojektet er afsluttet fra TDCNet.

Det har været en lang og til tider frustrerende proces med dårlig kommunikation fra TDCNet og entreprenøren Eltel. Gode tilbud fra udbydere er begyndt at dukke op (YouSee, Norlys, Hiper, Fastspeed etc.). Bygningernes kabelTV via YouSee er fortsat i drift, men flere af udbyderne tilbyder også TV pakker.

Desværre lykkedes det ikke, inden projektet blev lukket ned, at få etableret stik hos alle der tilmeldte sig. Vi har kontaktet TDCNet og udtrykt vores utilfredshed. Skulle der alligevel komme en ny løsning meldes der ud overfor de pågældende ejere. Situationen er beklagelig men ikke noget større problem. Fiberledningen hænger klar til indføring i teknikskakten i opgangen, og er tydeligt mærket med lejlighedernes identitet. 

Når man ønsker at tilmelde sig, kontakter man den valgte udbyder, og så kan de bistå med at få ført fiberledningen ind i lejligheden fra opgangens teknikskakt. Det kan ske enten langs med eksisterende coax ledninger til kabelTV eller i rør til telefonledning. Der er givet tilladelse til, at de gamle kobberledninger til fastnet telefon (men ikke coax kablerne!) i den forbindelse kan fjernes, da de ikke længere er i drift.

Der kan være en mindre udgift forbundet med etableringen af stik i lejligheden, men måske det er muligt at aftale med leverandøren, at dette gøres som en del af tilslutningen inkl montering af Fiberbox med aktiv Fibertwist.

Til jer der har fået fiberbox installeret i lejligheden: Husk også at gøre opmærksom på, at den valgte leverandør udover router skal levere en ‘Fibertwist’ – en ny aktiv front til fiberboxen. En god vejledning til monteringen findes her:

https://waoo-umbraco-prod.waoo.dk eller der er gode YouTube videoer der viser hvordan man gør.

Installation og drift af fibernettet ligger hos TDCNet og er ikke i ejerforeningens regi. God fornøjelse med det nye fibernet.

Generalforsamlingen og de grønne områder

På generalforsamlingen rejstes en debat om hvorvidt bestyrelsen kunne besluttet at fælde træer uden først at afsøge meninger om dette. Der var bred opbakning til, at bestyrelsen har orienteret om planer for områdets udvikling og først og fremmest er ansvarlig overfor generalforsamlingen. Ligeledes var der opbakning til bestyrelsens beslutninger om pleje og selektiv træfældning, med den sidste år fremlagte udviklingsplan for området som inspiration. 

Bestyrelsen ønsker at præcisere, som det blev sagt på generalforsamlingen, at der ikke er intention om at foretage fældninger i stor stil. Vores grønne områder har dog nået en alder hvor pleje og kirurgisk udtynding for at undgå skader på nabotræer og udtørring af vækst er nødvendig. Over de sidste 3-5 år er bøgehække skåret ned; bevoksningen mod pumpestationen, der var ude af kontrol, er skåret ned til en bedre plejehøjde; 3 fyrretræer er væltet eller knækket i storme. Der holdes øje med yderligere et par træer, men der er også planer for nye fyrretræer. De er et vigtig stedsegrønt element i vore grønne områder.

Parallelt hermed er der plantet ny bøg og pil hvor tørkeårene havde gjort kål på flere; der er sat havtorn, der bedre passer til klimaet i området og nu også de smukke Sargent buske samt et par rønnebærtræer. I løbet af 2026 er det planen at sætte et par nye fyrretræer og røn, samt måske lidt flere buske. Det er planen at skabe øget diversitet og basis for småfugleliv og insekter. 

Støttebjælker og bærejern på altaner.

Der er meldinger om revner i brandmalingen på flere støttebjælker og bærejern. Det er vigtigt at disse vedligeholdes og vi skal derfor bede om at få tilbagemelding, hvis der observeres revner og/eller egentlige afskalninger fra disse. Venligst send besked, med angivelse af lejlighed til bestyrelsen@tuborgsundpark.dk, så vi kan danne os et overblik over omfanget og få sat gang i udbedring.

Oliering af træværk og smøring af vindueshængsler

Dette blot som en påmindelse om, at det er en pligt for ejerne at vedligeholde håndlister på altanerne samt trædøre og skydedøre med olie mindst en gang årligt. Hvis man ikke selv ønsker at gøre det kan man bede malerfirmaet Møllmann om et tilbud. Se håndværkerlisten under ‘Kontakter’ på hjemmesiden www.tuborgsundpark.dk.

Lejlighederne i stueetagen bør også sørge for oliering af mellemhegn.

Ligeledes bør alle udvendige vindues og dørhængsler holdes rene og smøres så de ikke risikerer at sætte sig med større skade til følge. Både olier og smøremiddel udleveres ved henvendelse til viceværten Jørgen Flink.

Regnvandsseparation og projektet ved Tuborg Nord Pumpestation

Der er ikke i nøjeblikket nyheder fra kommunen eller Novafos, men bestyrelsen og arbejdgruppen følger nøje med gennem kontakt til kommunen og hos politikerne.

Cykeloprydning

I løbet af juni monteres farvede bånd på cyklerne. Formålet er at få fjernet cykler, der ikke længere benyttes. Hvis man ønsker at bevare sin cykel skal båndet fjernes inden den dato, der vil fremgå af opslaget. Vore stativer er ved at være fyldt op, så det er en vigtig proces, der kræver samarbejde. Hvis cyklen ikke længere benyttes bør man selv bortskaffe den, eller alternativt lade båndet sidde, så vores vicevært kan fjerne cyklerne. Fjernede cykler gemmes i en kortere periode, hvorefter de overdrages til politiet.

Bestyrelsen ønsker alle en god sommer