Ejerforeningen Tuborg Sundpark
Nyhedsbrev august 2025
Velkommen tilbage efter sommerens aktiviteter. Der er en del at berette, noget er hørt før, andet er nyt.
Projekt regnvandsseparering i Gentofte Kommune
De fleste vil være bekendt med det projekt, Novafos og Gentofte Kommune har planlagt foran blok 31 og pumpestationen. Vores høringssvar og andre fra Grundeejerforeningen og EF Tuborg Kanal m.m. blev indleveret til tiden, og vi afventer nu svar. Tak for de mange positive tilkendegivelser om det arbejde. Vi er parallelt hermed i gang med at fremsende høringssvaret direkte til hvert kommunalbestyrelsesmedlem samt til ledelsen i Novafos og Teknik og Miljø i Gentofte Kommune. Det vil være ledsaget af en kortere tekst, der understreger de vigtige pointer.
Hvis man ønsker at gense høringssvaret, kan dette findes ved i ProBo at genfinde beskeden fra bestyrelsen. Det vil snarest blive lagt ind i ProBo’s dokumentarkiv sammen med skrivelsen til kommunalbestyrelsens medlemmer.
En større åben høring er så vidt vides planlagt til 28. Oktober 2025 på rådhuset. Besked herom udsendes separat når i ved mere.
Vurderingerne af vores lejligheder
Der er ikke bestyrelsen bekendt meget nyt, men flere har givet udtryk for at have klaget over vurderingerne med henvisning til, at der er tale om en klar datafejl i beregningsgrundlaget. Det er nu bekræftet gennem en aktindsigt, at det også er erkendt i Vurderingsstyrelsen, men de kan ikke gøre noget, uden at en klage giver ejer medhold i dette. Derfor hermed endnu en opfordring til at klage, hvis der er brugt de tidligere BBR-data, da disse udløser den nævnte datafejl.
Bestyrelsen er ved at tage skridt til at indsende en klage på vegne af alle ejere, hvor vi understreger datafejlen og den utilstrækkelige stillingtagen til pumpestationens tilstedeværelse. Men der er ingen garanti for, at denne klage tages højtideligt.
Fibernet
Tekniske problemer hos TDC Net med vores specielle løsning har forsinket Fibernet projektet i Tuborg Sundpark. Vi har rykket jævnligt og umiddelbart før dette nyhedsbrev var klar, fik vi besked om at projektopstart forventes 1 oktober 2025. Mere herom når vi ved mere.
Tyverier
VI har desværre hen over sommeren igen haft målrettede tyverier i Tuborg Sundpark i to specifikke kælderrum. Vi ved ikke præcis hvornår de uindbudte gæster har været her, da ejerne har været bortrejst. Har I observeret noget mistænkeligt henover sommeren må der gerne rapporteres til politiet og/eller et bestyrelsesmedlem. Det drejer sig om kælderrum, der tidligere har været udsat for tyveri. Denne gang er der stjålet henholdsvis en dyr racercykel og vin. Låsene er klippet over og fjernet. Vi er i dialog med politiet og gennemtrawler vores adgangsoversigt for at finde mulige skyldige.
Hold øje med uvedkommende ved bygningerne. Tjek ved indkørsel til P kælder, at ingen følger med ind og ikke mindst: Det må på det kraftigste anbefales IKKE at opbevare dyre genstande i kælderrummene.
Utætheder i toiletcisternerne.
Gennem det sidste års tid har der været en del hændelser, hvor de oprindelige cisterner til toiletterne enten er blevet utætte i opsamlingskarret, eller en indløbsventilventil er sprunget, og vand trænger ud i mellemrummet. Det vand løber langs loftet og fra etage
til etage. Det kan bl.a. ødelægge loftplader i underliggende lejligheder. Flere har valgt præventivt at få skiftet hele cisterneindsatsen i forbindelse med moderniseringer eller anden istandsættelse, men almindeligt vedligehold kan også gøre det.
Hold øje med flyderindsatsen, kontrollen af tilløbet og indløbsventilerne ved med lygte og gode øjne at kigge ind i rummet bag toilettet med jævne mellemrum. Hvis flyderindsatsen ikke har været skiftet længe eller vandet siver, så gør det selv, hvis man kan, eller kontakt en VVS’er og få systemet inklusive indløbsventilen set efter. Det er ejernes pligt at holde øje med dette, før uheldet er ude, og en dyr og ærgerlig forsikringssag skal sættes i gang.
Husdyr
Vi er desværre nødt til at indskærpe husordenens regler om, at hunde skal holdes i snor og efterladenskaber skal samles op. Flere klager over forekomsten af hundenes afføring i arealerne mellem bygningerne, og det er heller ikke i orden. Det er OK at påminde hinanden om reglerne, og det er OK at påminde besøgende på gennemgang om disse helt simple regler. Ansvaret er ejernes og ikke ejerforeningens.
Affaldssortering
Sommeren giver os færre problemer, da så mange er væk i perioder, men nu hvor alle er ved at være tilbage, skal vi minde om at affaldssortere korrekt og omhyggeligt.
· Hvis man har store mængder af pap eller andet affald og ikke mindst storskrald, skal man selv sørge for at køre det direkte til kommunens genbrugsplads. Vi har ikke storskraldsordning i Tuborg Sundpark
· Undlad at overfylde de små beholdere med tekstilaffald og småt elektronik. Hvis beholderen er fuld, så kør direkte til genbrugspladsen, der også tager imod. Alternativt afvent at beholderen tømmes
· Diverse plante- og haveaffald (blomster, grene, jord etc.) fra lejlighederne, fra haverne og altanernes krukker skal køres til genbrugspladsen. Mindre mængder af afskårne blomster kan i grøn pose afleveres i containeren til madaffald (også kaldet biocontaineren)
· Brugte pizzabakker og andet ’take-away’ indpakning skal i restaffald. Pizzabakker kan stoppe affaldsskakten, så det er god stil at bære dem til p-kælderen og putte dem direkte i affaldscontaineren under skakten
Fortsat god sommer og med ønsket om et roligt efterår og vinter.
Bestyrelsen
EF Tuborg Sundpark
